Sandheden om Handwritings…

Det er starten af februar i 2019 – den der nærmest mytiske tid uden Corona og mundbind, men med massere af krammere og menneskelig kontakt. Vinden trækker koldt gennem Aarhus Hovedbanegård, da jeg går med hastige skridt fra P-kælderen i Bruuns Galleri mod yndlingskaffebaren på hjørnet af Banegårdspladsen. Jeg havde taget før fri fra arbejde for at møde et vildt fremmed menneske til en kop kaffe. Fællesnævneren? En kæmpe kærlighed for stationery og Bullet Journaling.

Det var første gang jeg mødte Irene fra Handwritings, og allerede der vidste jeg, at hér var noget godt imellem os. Come on, et fremmed menneske rækker dig en pose med lækre japanske skriveredskaber med beskeden om “prøv dem her, og fortæl mig din ærlige mening om produkterne. Har du lyst, må du også gerne skrive et ord eller to om dem på din blog”; whats not to like. Irene havde netop blot få uger inden lanceret Handwritings.dk, som en undskyldning for at købe stationery hjem til hendes egen Bullet Journal, og jeg tager sgu hatten af for, at hun bare uden videre kastede sig ud i projektet.

Én pose stationery voksede til 10 og én kop kaffe voksede til 100. Nu sidder vi her næsten 2 år senere og har delt alt fra dilemmaer og jokes til eventplanlægning og breakups. Irene er en af mine allerbedste veninder, og Handwritings.dk er blevet lidt et hjertebarn for mig også – ja, faktisk i sådan en grad, at jeg er blevet spurgt af flere folk, om det er mig, der ejer Handwritings – og det er det altså ikke 😛

I stedet kan jeg nu kalde mig produktspecialist hos Handwritings.dk!

Det kommer ikke til at have den store betydning for dig som læser af bloggen. Mine blogindlæg indeholder en lille disclaimer i toppen, som der angiver, hvis produkterne er sponsoreret af Handwritings, og jeg anmelder stadig produkterne efter min egen personlige mening. Det vil sige, at du ind i mellem vil støde på produkter, som ikke har en god anmeldelse til trods for, at jeg nu er ansat i den virksomhed, som sponsorerer dem.

Hos Handwritings køber vi alle mulige forskellige produkter hjem, primært for at fylde vores egne penalhuse (og kasser, skabe, skuffer, hylder, tasker og bagagerummet i bilen, når det tager overhånd!). Vi køber oftest kun små portioner og vi køber dem hjem i blinde, ligesom du gør, når du shopper på nettet. Derfor tester jeg stort set alle produkterne, inden de kommer på webshoppen, for at få en indikation om, det er et produkt, der er værd at investere i, et lille udpluk når aldrig på webshoppen, simpelthen fordi kvaliteten ikke lever op til det Irene og jeg ønsker, at Handwritings skal stå for.

Hvis du er kunde hos Handwritings, vil du engang i mellem se, at det er mig, der svarer på henvendelser på Instagram og Facebook. Irene står stadig for størstedelen af Handwritings, hvorimod jeg blot agerer hendes højre hånd. Det skulle gerne resulterer i, at du får hurtigere service uden at Irene skal løbe sig selv ihjel til og fra nærmeste pakkeshop med telefon i den ene hånd og Bullet Journal i den anden.

Jeg glæder mig utroligt meget til at hjælpe dig!

2 kommentarer til “Sandheden om Handwritings…”

  1. Pingback: Anmeldelse: Memo of Norway Bullet Journal - DailyDots

  2. Pingback: Uni Emott Colorliners - DailyDots

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *