Favoritterne: efteråret 2019

Efteråret går sindsygt stærkt i år, og det ærger mig, for det er virkelig min yndlingssæson. Der er ikke mange ting, der er bedre end at pakke sig ind i cardigans, sweaters og store tørklæder – ihvertfald ikke, hvis du spørger mig.

Jeg har haft travlt med bestyrelsesarbejde i Nordic Planner Society de sidste mange måneder, og det kulminerede tidligt i oktober til Bullet Planner Mega Meetup 2019; det leder mig fluks hen på min første yndlingsting i efteråret!

Begivenheder

Needless to say, så var Bullet Planner Mega Meetup 2019 helt klart efterårets – ja måske endda årets – fedeste begivenhed for mig! Jeg greb muligheden for at være årets konferencier, og det var virkelig en helt speciel oplevelse. Jeg fik samtidig muligheden for at møde rigtig mange af mine søde planner-venner. Mange tak til alle der var med til eventet og især tak til alle der hev fat i mig for at sige hej.

© KH Media

Og så vil jeg virkelig gerne takke jer for alle de rosende ord. Det betyder uendelig meget for mig at høre, at I havde en god oplevelse, på trods af de udfordringer vi havde på dagen.

© KH Media
© KH Media

Jeg glæder mig til at møde jer næste år!

Skriveartikler

Needless to say, så fik jeg selvfølgelig også shoppet lidt til BPMM19, men med en fast strøm af skriveartikler fra Handwritings, så er der ikke meget jeg mangler. Det blev dog til nogle virkelig fantastiske, håndlavede akvarelfarver fra Silk Watercolours.

Kort tid efter BPMM19 fik jeg en Archer&Olive A5 Watercolor Notebook ind ad døren; jeg har ventet på den siden Archer&Olive teasede den på Instagram i sommers, og den er helt fantastisk. Jeg har skrevet en lille anmeldelse af den, som du kan læse her, hvis det skulle have interesse. Jeg har dedikeret den til min opskriftsbujo, så du kommer til at se meget mere til den her på bloggen i løbet af det næste stykke tid!

Og så er jeg nu den lykkelige ejer af et fuldt sæt Tombow Dual Brush, som virkelig er det perfekte match til både min bullet journal og min opskriftsbog!

Underholdning

En anden ting jeg er blevet helt besat af, er Riverdale! Det er simpelthen sådan en addictive serie, og jeg brændte igennem de første 3 sæsoner på 2 uger – nu sidder jeg så og må pænt vente på, at der kommer nyt afsnit af sæson 4 hver torsdag. Skideirriterende, altså!

Mad og drikke

Har I set, at Espresso House har fået en efterårslatte på menukortet? Det er deres udgave af Pumpkin Spice Latte, og jeg elsker den! Den er virkelig indbegrebet af efterårets smage, og jeg skal da hurtigt erkende, at den har fået mig til at lægge et ekstra besøg eller 4 hos Espresso House den seneste måneds tid – og fordi jeg er lidt af en chokoladegris, så er besøget selvfølgelig kun komplet, hvis der følger en lækker chokolademuffin med også!

Espresso House er min yndlingskaffebar – jeg ved at i en tid hvor bloggere og influencers nærmest ikke kan ses uden en Starbucks-kop i hånden, så er det lidt en upopulær mening. Men ærligt talt, så er stemningen altså bare hyggeligere på Espresso House.

Men selvom vi skal til at sige farvel til efterårets sprøde luft og gyldne blade, så går vi jo en dejlig tid i møde. Jeg skal snart til at sætte min bullet journal op til 2020, og det er stadig noget af det jeg elsker mest ved bullet journaling: målsætning for det nye år.

Hvad glæder du dig mest til ved vinteren?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *