DailyBakes: mine yndlingsboller

Det er for alvor blevet efterår, og der er ikke mange ting, der er hyggeligere end at spise nybagte boller, mens regn og blæst muntrer sig udenfor. Derfor er den første opskrift i min opskriftsbog også mine absolutte yndlingsboller.

Jeg bager boller ihvertfald hveranden dag. Oftest er de med gulerødder og solsikkekerner, for så er de nemlig supergode til madpakkerne. De er også lækre som en eftermiddags- eller aftenssnack med smør og en god kop kaffe!

Bullet journal-materialer

Bogen er som altid min Archer&Olive A5 Watercolor Notebook fra Handwritings.dk. Er du nysgerrig på hvad det er for en? Så er du velkommen til at læse min anmeldelse af den her.

Til akvarelmalingen har jeg brugt Tombow Dual Brush pen i farven 565. Jeg har først malet på plastik og sprøjtet vand på. Herefter samlede jeg farven op med en almindelig pensel og malede i bogen.

“Opskrift”-overskriften er skrevet med Tombow Fudenosuke hard tip i sort. Alt andet er skrevet med Staedtler Pigment Liners i str. 0.2 og 0.05. Det er vigtigt, at du bruger skrivetuscher, der er vandresistente – ellers flyder de ud, hvis de kommer i kontakt med akvarelfarven.

Tilpasning til bagemaskine

Langt de fleste gange jeg bager, bruger jeg min bagemaskine fra Panasonic. Det giver mindre opvask og mere tid til alt muligt andet, og så kan den tidsindstilles, så jeg, god tid i forvejen, kan forberede dejen.

Bagemaskiner er forskellige, så dobbelttjek din brugsanvisning for fremgangsmetoden.

Jeg putter blot alle ingredienserne, bortset fra tørgær, i bagemaskinens skål. Min bagemaskine har et separat rum til tørgær, så det kommer naturligvis deri. Den har også et separat rum til tørre tilføjelser, så når jeg bager med kerner eller chokolade, kommer det deri (alle våde tilføjelser skal i bagemaskinens skål sammen med de øvrige ingredienser).

Bagetips

Jeg bager som sagt bollerne ret tit, så i stedet for at bruge rå æg til at pensle med, bruger jeg pasteuriseret helæg på flaske. På den måde kan jeg nemlig bruge den mængde, som skal til i stedet for at smide et halvt æg ud hver gang.

Mine yndlingsboller

Køkken Bagværk
Forb. tid 30 minutter
Tilb. tid 12 minutter
Hævetid 40 minutter
Samlet tid 1 time 22 minutter
Antal 12 stk

Ingredienser

  • 425 g hvedemel
  • 75 g margarine (blødgjort)
  • 30 g sukker
  • 1 stk æg
  • 1/4 tsk salt
  • 35 g friskgær – erstatning til bagemaskine: 7,5 g tørgær
  • 2 dl vand

Der kan også tilføjes:

  • 150 g revet gulerod og/eller
  • 100 g solsikkekerner eller
  • 200 g mørk chokolade

Sådan gør du

  • Udrør gæren i det lunkne vand i en separat skål.
  • Blødgør margarinen og rør det med melet.
  • Tilsæt de øvrige ingredienser, dog gærblandingen til sidst.
  • Ælt dejen til den er blød og ikke klistrer. Tilsæt eventuelt mere mel under æltningen.
  • Form 12 boller af dejen og sæt dem på en bageplade. Lad bollerne hæve under et viskestykke i 40 minutter.
  • Pensl bollerne med æg.
  • Bag bollerne i ovnen ved 200 grader (180 grader varmluft) i 12 minutter.

Hvis du prøver min bolleopskrift eller tager inspiration i min opskriftsbujo, så vil jeg rigtig gerne se og høre din mening! Hav et forsat skønt efterår.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *